Politidirektørens Pris 2025 til Dansk Stalking Center for forebyggelse gennem behandling

Københavns Vestegns Politi har tildelt Politidirektørens Pris 2025 til Dansk Stalking Center (DSC) for deres indsats med at hjælpe personer, der udøver stalking, til at ændre adfærd. Formålet er klart: Når udøveren stopper, ophører overgrebet.
”Vi hjælper først og fremmest stalkingudøverne for at beskytte ofrene. Stalking er ofte et mønster, der gentager sig – ofte med flere ofre over tid. Derfor er det afgørende, at vi får stoppet adfærden hos den, der udøver den. Dansk Stalking Center gør en særlig forskel ved at kunne gribe udøvere hurtigt og professionelt. Den indsats forebygger ny stalking – og det er netop det, vi hylder med prisen i dag,” siger politidirektør Kim Christiansen.
Dansk Stalking Center arbejder tæt sammen med politiet, som både hjælper ofre og henviser udøvere til behandling. Her tilbydes psykologisk hjælp, der kan bryde destruktive mønstre.
”Stalking er en alvorlig voldsform, som kan have langvarige og alvorlige konsekvenser for dem, der udsættes. Vores erfaring viser, at stalking stopper, når udøveren får hjælp til at ændre sin adfærd,” siger direktør Rikke Nue Møller.
Ifølge politiet er hurtig indsats afgørende. ”Det har stor værdi, at Dansk Stalking Centers psykologer er klar til at hjælpe en udøver med det samme og få vedkommende ind på en ny vej,” siger politiassistent Michael Munch.
Indsatsen kombinerer hjælp og straf, som kører parallelt. Målet er fælles: at stoppe stalking.
Faktaboks
- Politidirektørens Pris 2025 går til Dansk Stalking Center
- Prisen gives for indsats mod stalking gennem hjælp til udøvere
- Stalking kan straffes med bøde eller fængsel op til 3 år
- Ca. 8 ud af 10 udøvere stopper efter psykologbehandling
- Politiet og psykologer samarbejder, men deler ikke oplysninger
- Dansk Stalking Center tilbyder gratis og anonym rådgivning
- Telefon: 25 17 73 74
- Web: www.danskstalkingcenter.dk






Accepter kun nødvendige cookies